Se Sterlings nye uniformer

Dermed er det farvel til Sterlings og Maersk Airs individuelle uniformer, når de to flyselskaber skifter til fælles uniform, fremstillet af konfektionsfirmaet Falbe Hansen i Randers.



Sterlings Manager Cabin Crew, Anne Kræmmergaard, siger til Take Off: ”Vi skulle med den nye fælles uniform have noget helt nyt i forhold til de to selskabers identitet og kultur. Fordi det er arbejdstøj, har de nye uniformer komfort og funktionalitet.”



”Samtidig skal det se pænt ud, men det var også vigtigt at vi skiller os ud, derfor har vi petroleumsgrå jakker til mændene, mens kvindernes får et mere feminin snit. Vi har ikke ønsket en traditionel uniform, og Falbe Hansen har været rigtig god til at omsætte vores ønsker til virkelighed.

Vi bruger til dels samme stof som Air France med stræk i, så man både kan knæle og hæve armene over hovedet.”



Jakke og bukser er primært uld tilsat polyester. Der bliver råhvide skjorter og bluser, røde slips og tørklæder med Sterlings hjertelogo samt sort strik til overtøjet. ”Det er noget rigtig kram,” siger Anne Kræmmergaard.



Indførslen af de nye uniformer begynder på selskabets to største baser, Billund og København, sidst i januar og begyndelsen af februar. Sidst i februar får de flyvende i Oslo og Stockholm også de nye uniformer.



Anne Kræmmergaard vil ikke oplyse prisen for den nye uniformsserie. ”Vi har passet på pengene, fordi vi er et lavprisselskab, og har beholdt noget af det bedste fra de to selskabers uniformsprogrammer, men har afskaffet kasketten til piloterne,” siger hun.



Behovet for de nye uniformer skyldes også, at de flyvende fra begyndelsen af næste år skal kunne skema-lægges uden hensyntagen til om de er certificeret på hhv. Sterlings eller Maersk Airs versioner af Boeing 737



Personalet fra Sterling fåret første kig på de nye uniformer i aften ved firmaets julefrokost i Bella Center.



HB

Skrevet af