Easyjet og Ryanair åbner nye baser

Ryanair vil investere 140 mio. dollars ved at placere to Boeing 737’ere til at betjene 12 nye ruter fra Reus-lufthavnen ved Barcelona.



Ryanair forventer en million passagerer om året på de nye ruter fra Reus til Irland, England, Tyskland, Frankrig samt indenrigs i Spanien.



Og Easyjet vil fordoble sin tilstedeværelse i Frankrig ved at åbne sin 19. europæiske base, denne gang i Paris’ hovedlufthavn, Charles de Gaulle



Easyjet siger, at man vil forøge sin flyflåde i Frankrig fra seks til 20 fly og fordoble antallet af passagerer fra seks mio. i 2007 til 12 mio. i 2011.



Ud over de 11 eksisterende Easyjet-ruter til de Gaulle, åbner selskabet seks nye til Hamborg, Krakow, Venedig, Biarritz, Porto og Marrakesh.



Easyjet flyver allerede på 50 ruter fra 14 lufthavne i Frankrig – i løbet af første halvår af 2008 vil selskabet åbne yderligere 23 ruter. Til april får Easyjet i Lyon sin tredje franske base.



Easyjet er på nuværende tidspunkt Frankrigs næststørste flyselskab med en markedsandel på 6 %, mens Air France har 55 % af markedet, oplyser Easyjet.



Easyjets 152 fly opererer 383 ruter mellem 103 lufthavne i 26 europæiske lande. De seneste 12 måneder har Easyjet transporteret over 38 mio. passagerer.






Skrevet af