Nyt rejsesite uheldigt fra start

I torsdags gik det nye rejsesite supersaver.dk i luften, men websitet er allerede løbet ind i startvanskeligheder.
Supersaver.dk slår sig bl.a. op på at give danskerne adgang til billige rejser og i en pressemeddelelse sammenligner det nye website sine priser med seks konkurrenters priser på tilsvarende rejser. I prissammenligningen fremstår supersaver.dk’s priser op mod 5.000 kr. billigere end tilsvarende rejser hos konkurrenterne, men de angivne priser er ikke alle korrekte. Et af de rejsesites, supersaver.dk sammenligner sig med, er Flybillet.dk, og her har man svært ved at genkende de priser, supersaver.dk refererer til. De er typisk 100-200 kr. over de reelle priser hos Flybillet.dk.
Men det er ikke den eneste fejl på rejsesitet. Flybillet.dk har testet det nye website, og da man forsøgte at reservere de rejser, supersaver.dk udbyder, var de udsolgt, og der dukkede fejlmeldinger op, når de blev forsøgt reserveret.
Supersaver.dk reklamerer med at være online med flyselskabernes egne bookingsystemer og dermed hurtigere opdateret. Desuden lokker det nye rejsesite med en prisgaranti. Finder kunden på websitet en rejse, som er billigere andetsteds, får vedkommende differencen refunderet og tillige 100 kr. oveni.

Skrevet af