Sammenslutningen af de lokale feriehusudlejere, Feriepartner Danmark, bliver for fremtiden en del af landets største ejendomsmæglerkæde, EDC, som i forvejen har feriehusudlejningsbureauet Sun-days. Feriepartner Danmark bliver fremover en division i EDC og samtidig lægges alle Sun-days’ aktiviteter over i Feriepartner Danmark.
Efter sammenlægningen råder det fusionerede selskab over 5.100 ferieboliger til udlejning i Danmark, hvilket gør EDC/Feriepartner Danmark til en af de absolut største spillere på markedet for feriehusudlejning herhjemme.
EDC startede Sun-days sidste år, mens Feriepartner Danmark blev dannet i 1988. Sidstnævnte har 19 selvstændige udlejningsbureauer over hele landet og beskæftiger mere end 100 fuldtidsansatte.
(Politiken, 27/7)