Opbakning til fratrådt turistdirektør


Den snart forhenværende direktør i Grønlands Turist- og Erhvervsråd, Stig Rømer Winther, får fuld opbakning fra sine medarbejdere. Det sker i et åbent brev, hvor medarbejderne blandt andet undsiger en række ”ensidige vurderinger” af personen Stig Rømer Winther, som man mener er kommet til udtryk i dele af branchepressen.

Stig Rømer Winther fratrådte efter såkaldt ”gensidig overenskomst” mindre end to måneder efter, at turistrådet havde fået ny bestyrelsesformand i Bjarne Eklund. Samme dag om Rømer Winthers fratræden blev offentliggjort, fratrådte også et andet bestyrelsesmedlem i organisationen, Flemming Nicolaisen, angiveligt i sympati med den detroniserede direktør.

I det åbne medarbejderbrev hedder det bl.a., at ” Stig har igennem sine 9 år i jobbet ydet en helt ekstraordinær indsats for Grønland: Turismen har oplevet en kraftig vækst og en øget professionalisering. Samtidig har Grønlands Turist- og Erhvervsråd under Stigs ledelse gjort en stor indsats for sammen med kommunerne at sætte fokus på den kommende regionalisering.”

De ansatte slutter deres støtteerklæring med at understrege, at de respekterer ”andre folks holdninger”, men samtidig tager afstand fra ”ensidige vurderinger af en person, når det foregår på den måde, som det er sket, i den danske rejsebladsbranche”.

Skrevet af