Fagforening tvivler på mål for lavpristerminal

En ny lavpristerminal til 200 mio. kr., hvor der højst må gå 30 minutter fra flyet holder i gaten, til det igen forlader terminalen. Sådan lød meldingen fra Københavns Lufthavn i sidste uge.



Men det er helt urealistisk og i værste fald en bombe under arbejdsmiljøet, mener 3F Kastrup, som bl.a. er fagforening for lufthavnens bagageportører, skriver Fagbladet 3F.



”Korte turnaround-tider og håndtering af bagage er en farlig cocktail. Jeg siger ikke, det aldrig kan lade sig gøre på en halv time, men det er undtagelsen,” siger afdelingens formand, Henrik Bay-Clausen.



”Vi vil meget gerne i dialog med Københavns Lufthavn. Vi mener, de er nødt til at revurdere faste turnaround-tider på højst 30 minutter. De må tænke på arbejdsmiljøet,” siger Henrik Bay-Clausen.



Det gør man også, forsikrer Henrik Jørgensen, driftsdirektør i lufthavnen:



”De ansatte behøver ikke løbe hurtigere. Passagerer med lavprisselskaber har generelt mindre bagage, fordi den betales særskilt. Og så er håndteringen enklere, fordi der ikke er mulighed for transfer,” siger han.



Lavpristerminalen – Swift – skal efter planen stå klar til sommertrafikken i 2010.

Skrevet af