CPH bygger om for millioner

Transitområdet i Københavns Lufthavn bliver udvidet og nydesignet for et trecifret millionbeløb, og ventes klar i 2009. Til sommer åbner lufthavnens nye, centrale sikkerhedskontrol, som skal erstatte de nuværende kontrolsteder. Placeringen af den nye sikkerhedskontrol gør, at de rejsende fremover vil komme ind midt i transitområdet, i stedet for i dag, hvor man enten kommer i terminal 2 eller terminal 3, når man har passeret sikkerhedskontrollen.

“Med den nye, centrale indgang vil vi få et bedre flow end i dag, men det kræver, at transitområdet indrettes til det. Samtidig stiger passagertallet år for år, og det kræver mere plads. Derfor går vi nu i gang med en række ombygninger og udvidelser,” siger underdirektør Mogens Kornbo, Københavns Lufthavne.
Den første udvidelse sker ved torvet i Terminal 2, hvor alle passagerer fremover kommer ind. Her bliver det centrale element et nyt orienteringsområde med informationsskranker og skærme med oplysninger om flyafgange.

Den 1. marts 2007 overtages lufthavnens Tax-Free butikker af en ny forpagter, tyske Gebr. Heinemann, og derefter iværksættes en omfattende ombygning af den store, centrale Tax-Free butik i Terminal 2. På grund af ombygningen vil butikken være lukket fra 1. marts og frem til 1. juni 2007. I stedet etableres en ny, midlertidig Tax-Free butik på torvet i Terminal 3. For at skabe plads til denne butik må en række butikker og cafeer i området flytte til andre, midlertidige placeringer. Ombygningen af den store Tax-Free butik i Terminal 2 betyder ligeledes, at nogle af butikkerne i dette område lukker eller flytter.

Skrevet af