Millionærer køber momsfrie fly i Danmark

Blandt kunderne hos de danske importører af momsfrie luftfartøjer dukker kendte navne op.
OPM Aviation Services ApS i Århus har importeret fly til blandt andre racerkøreren Ralf Schumacher. Den 31-årige lillebror til den syvdobbelte Formel-1 mester Michael Schumacher, er tilsyneladende ikke kun til mange hestekræfter på asfalten.

”Det var en stor jet han købte, men jeg kan ikke huske hvilken model. Han har ikke selv pilotcertifikat, men har nok råd til en pilot”, siger Lasse Rungholm, adm. direktør i OPM Aviation Services ApS.

Rygtet om den danske momsfinte er også nået til de rige oliestater i Mellemøsten.
”Vi har da også et par oliesheiker som faste kunder, men dem kan jeg ikke give dig navnene på”, siger Lasse Rungholm.

Sheikerne kan udnytte det danske momshul ligesom europæiske borgere, så længe de bruger et fly privat inde i EU og i øvrigt transporterer EU-passagerer.

Hos konkurrenten European Flight Technology (EFT) er man ikke meget for at tale om kunderne.
”Det er folk overalt i Europa, mere kan jeg ikke sige”, siger hovedaktionær og konsulent Scott Macaw.

Nogle af kunderne er tilsyneladende også meget sky. EFT annoncerer på deres hjemmeside, at flyenes endelige registreringssted blandt andet afhænger af behovet for anonymitet. Men det kan direktøren ikke uddybe.

”Det er ikke muligt at registrere fly annonymt. Den oplysning virker misvisende, kan jeg godt se”, siger Scott Macaw.

EFT sælger de fleste store businessjet til brug i virksomheder – men også de private kunder kan være med.

”Private jet er nået en helt ekstrem størrelse. Vi har importeret et fly i år, der kostede på den anden side af 40 mio, euro. Det var til privat brug. Køberen har dog ikke fået det leveret endnu, så han har lidt tid til at finde ud af, hvad han helt nøjagtigt skal bruge en så stor jet til”, siger Scott Macaw.
De færreste af køberne sætter nogensinde fødderne på dansk jord. Når flyene importeres fra USA, flyves de som regel hjem til køberen af færgepiloter.

28.06.2007 business.dk

Skrevet af