Sound of Music som turistattraktion i Østrig og i USA

For 43 år siden havde filmen om familien von Trapp premiere med titlen Sound of Music med Julie Andrews og Christopher Plummer i hovedrollen. Det blev en gigantsucces, som senere er blevet til musical opført på Broadway, i London og såmænd også på Det Ny Teater i København. Blandt andet med hittet Edelweiss.



Den rigtige, syngende familie Trapp boede i en smuk Villa Trapp i Salzburg, men flygtede fra Hitlers regime i 1939 til USA, nærmere betegnet Vermont, hvor man i dag som turist kan besøge stedet. Her har et af børnene og børnebørn indrettet en Lodge med det kendte navn og en park med flere minder fra filmen. Men, unægtelig fjernt fra der, hvor det hel foregik, nemlig et hus i udkanten af Salzburg.



Nu har turistorganisationer i Salzburg-området besluttet at gøre huset til et turistmål med ombygning til mini-hotel og mindestuer i smukke omgivelser med park, som åbnes for publikum.



“Aldrig,” fastslår flere naboer i udtalelser til den lokale presse. “Vi er hårdt nok ramt i forvejen med turistbusser, som om sommeren gør det næsten umuligt at være hjemme uden at blive overbegloet af busturister i det uendelige,” siger en af naboerne Andreas Branbuck til østrigsk tv.



Huset i Salzburg er stedet, hvor familien levede fra 1923 til 1938. Det blev senere konfiskeret af tyskerne, og selveste SS chef Henirich Himmler flyttede ind fra 1939 til 1945, da han af gode grunde var nødt til at flytte ud igen!



Filmen blev optaget ved et slot og en sø uden for Salzburg, og huset blev aldrig vist i filmen. Alle indendørs scener blev optaget i Hollywood, og selve slutscenen med bjergene, hele familien og vinkende farvel, er optaget i Bayern i Tyskland.



Det mindre hotel er imidlertid allerede under ombygning, og den omkringliggende park vil blive åbnet i forbindelse med festligheder 25. juli. Uanset hvad naboerne mener.



-ejv

Skrevet af