Badevandet er helt i orden

Vandet ved strande og i søer i Danmark har det godt. Kun en enkelt af Danmarks 118 søer levede ikke op til EUs krav, hedder det i en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur. Ved de 1.012 strande var der 39, som ikke levede op til kravene. Det er en anelse dårligere end sidste år, skriver avisen.dk.

 

Ifølge Peter Kristensen, der er vandekspert i miljøagenturet har kvaliteten stabiliseret sig på et utrolig højt niveau, både på europæisk plan og i Danmark. Den manglende forbedring i forhold til sidste år hænger sammen med de store regnskyl, hvor kloaknet og spildevandsbassiner løb over med beskidt vand.

 

Over 22.000 badesteder er tjekket og 9 ud af 10 opfyldte EUs minimumkrav, hvilket er bedre end i 2010 og meget bedre end for 20 år siden.

 

Tallene er særdeles fine på feriesteder som Cypern, Kroatien, Malta og Grækenland og i Spanien, Italien og Portugal var kvaliteten god. Til gengæld havde Holland, Bulgarien, Letland, Luxembourg og Belgien især i floderne svært ved at opnå udmærkelse, selv om det ikke er kritisk.

Skrevet af Flemming Juul