Bangkok beskytter sig mod oversvømmelse

Sidste års omfattende oversvømmelser ramte flere dele af Bangkok og medførte alvorlige resultater for Thailands økonomi – ikke mindst for turismen.

"Oversvømmelser kan ramme visse dele af byen i år, men bestemt ikke i et omfang som i 2011”, lyder det fra regeringsudvalget, der har til opgave at nedbringe truslen.

Videnskabsminister Plodprasob Surassawadee siger, at udvalget har identificeret risikozonerne og vil være i stand til at forudsige oversvømmelser og sikre ressourcer til at imødegå dem og gennemføre afværgeforanstaltninger.

 

I 2011 omkom 800 ved de store oversvømmelser i landet, mens syv større industriområder og millioner af hjem i Bangkok blev ramt.

Skrevet af Flemming Juul