Barcelona er Europas største krydstogthavn

Godt 10 mio. amerikanere tager på krydstogt om året, men markedet stagnerer. Fra Europa drog i fjor 2,9 mio. på krydstogt i et stærkt stigende marked. Kun i Holland og Belgien falder interessen. I de skandinaviske lande er der også pæne stigninger, selv om ingen nøjagtigt ved, hvor mange der bruger denne ferieform. Et gæt på 20.000 er næppe helt galt, og sammenlignet med ca. 2,5 mio. på pakkerejser om året, er det fortsat et lille tal.

 

Det er Cruise News, som offentliggør en analyse, som desværre ikke er helt opdateret. Man mikser lidt tal fra 2008 og 2009. Men ser man ud fra de beregninger på krydstogtspassagerer, som besøger Københavns Havn, er det en flot statistik.

 

I spidsen i Nordeuropa ligger Southampton, der også har trafikken over Atlanten, med 971.000. Derefter følger København med 556.000, Dover med 273.000 (men her falder tallet med start næste år), Amsterdam med 226.000 og Kiel med 222.000. Hverken Stockholm eller Oslo er med listen, og Københavns tal er i dag højere. Helt ned til Norditalien vinder København og har passeret Genova, der har haft 548.000 gæster fra skibene.

 

Barcelona er suverænt største krydstogthavn i Europa med 2,1 mio., fulgt af Civitavecchia i Rom med 1,8 og Venedig og Piræus med hver 1,2 mio. Palma Mallorca kommer lige efter med 1,1mio. krydstogtgæster.

 

Skrevet af Ejvind Olesen