Ny uddannelse indenfor rejsebranchen

Den hidtil ukendte uddannelse gennemføres med EU-støtte i Sønderborg Lufthavn. De første 14 elever fra time2fly er klar med udgangen af marts.

Uddannelsen, den eneste af sin art herhjemme, har ifølge arrangørerne fået stor opmærksomhed fra interesse- og brancheorganisationer, fordi den uddanner ledige til kvalificeret arbejdskraft i et turismerelateret job.



Sønderborgs lufthavnschef Marianne Hvid, og rejsebureaudirektør Henrik Jørgensen (duoen på billedet), Top Rejser i Sønderborg, der har tilrettelagt det ni måneder lange uddannelsesprogram.



Eleverne gennemgår først et basismodul i engelsk, tysk, dansk, økonomi, takt og tone, kommunikation, service- og kundebetjening, førstehjælp og elementær brandbekæmpelse.



Herefter kan de vælge mellem et praktikophold på fire måneder i Sønderborg Lufthavn, i hotel- og restaurationsbranchen eller på et turist- eller rejsebureau.



”Vi håber naturligvis at praktikstederne bliver så glade for eleverne, at de fastansættes. Sker det ikke, finder eleverne sikkert hurtigt noget andet. De har en indsigt og viden, der gør dem attraktive i turistbranchen. Det aldersmæssige spænd fra 25 til 50 år gør ikke mulighederne mindre,” siger Marianne Hvid.



EU’s Socialfond har støttet uddannelsen med fire millioner kroner. Der er planlagt tre hold med maksimalt 15 på hver. Sidste hold begynder 1. april.

Alle ansøgere kommer til en personlig samtale. Herefter udvælges de 15 elever. De 14 elever på første hold blev valgt blandt 50 ansøgere.



”I vores udvælgelse lægger vi vægt på deltagernes engagement og om de virkelig brænder for et job i turistindustrien. ”At ville” gør en stor forskel,” siger Marianne Hvid.



Hvad der skal ske med time2fly-uddannelsen efter 1. januar vides endnu ikke. Er det finansielle grundlag til stede, kan uddannelsen fortsætte i Sønderborg – eller andre dele af landet. En anden mulighed er, at moduler af uddannelsen finjusteres som selvstændige efteruddannelsestilbud til medarbejdere, der allerede arbejder i turist- eller rejsebranchen.

Skrevet af