Berømt australsk tog afsporet

Politiet i delstaten Northern Territory forventer at sigte lastbilchaufføren, som var årsag til afsporingen, mandag tæt på Ban Springs Station 130 km. syd for Darwin. Alle togets to lokomotiver og ni vogne kørte af sporet, da toget på vej mod Darwin ramte lastbilen. Ingen af de 82 passagerer eller personalet på The Ghan kom alvorligt til skade. Ved påkørslen blev lastvognen brækket i to stykker.



Great Southern Railways, som opererer togruter i Australien, forventer at det vil tage op til fem dage at rydde sporet og at uheldet vil koste millioner af dollars. Togpassagerer flyves i mellemtiden mellem Alice Springs og Darwin, oplyser den australske radiostation, ABC.



The Ghan har de sidste 70 år kørt fra Adelaide til Alice Springs i midten af Australien. I 2004 blev ruten cirka fordoblet i længde, da yderligere 1.420 km. kom på fra Alice Springs i midten af den australske outback til den nordlige havneby Darwin i Northern Territory.



Turen fra Adelaide til Darwin med det op til én km. lange tog, tager to døgn og køres to gange om ugen. Rekorden er 45 vogne trukket af to lokomotiver. The Ghan har ca. 25.000 passagerer om året.

Navnet The Ghan skyldes australiernes glæde ved at forkorte navne – fx kalder australiere kronprins Frederik for ”Fred.” Navnet på toget refererer til de kameler, der tidligere blev importeret fra Afghanistan.



Se hjemmesiden for Great Southern Railway: gsr.com.au

Skrevet af