Rejsebranchen erkender nu, at håndteringen af flodbølgekatastrofen i december ikke var optimal. Formand for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, lover samtidig, at der blandt rejseselskaberne er ved at blive udarbejdet nye og bedre kriseplaner og –beredskaber.
Dog stiller man sig uforstående over for resultatet af den Gallupundersøgelse, Udenrigsministeriet har fået foretaget blandt de berørte om, hvordan de oplevede hjælpen efter flodbølgekatastrofen. Her svarer 46 pct., at de er utilfredse eller meget utilfredse med deres rejsebureau. Det er en væsentlig større utilfredshed end med myndighederne, som kun 37 pct. er utilfredse med. Lars Thykiers kommentar til Gallup-undersøgelsen lyder: ”Det er ikke den tilbagemelding, vi har fået fra vores medlemmer. Men vi er nødt til at tage oplysningen til os og gøre kriseberedskabet endnu bedre samt sørge for en endnu bedre koordinering med alarmcentralerne og myndighederne.”
Lars Thykier er tilfreds med Udenrigsministeriets tsunami-rapport, som han kalder ”et udmærket stykke arbejde”.
(Jyllands-Posten, 25/5)
Tagget med: Danmarks Rejsebureau Forening

STANDBY.DK Nyt om rejser

