Flyselskab straffes for fyldte fly

”Vi er bestemt ikke tilfredse med det nye takstregulativ i Københavns Lufthavn. Det har vi skrevet til lufthavnen. Regulativet honorerer ikke flyselskaber med fyldte fly, der dermed belaster miljøet mindre. Vi straffes for fyldte fly. Det nye regulativ vil koste os et par millioner kr. om året – uden vi får noget til gengæld. Vi skal dermed hjælpe økonomien i andre flyselskaber.”



Det siger adm. direktør for Thomas Cook Airlines Scandinavia, Tom Clausen, til Take Off.



Thomas Cook Airlines var sidste år med 355.000 passagerer eneste charterflyselskab på Københavns Lufthavns Top 20-liste over dens største brugere, hvor det landede som nr. 10 – med en fremgang på små 7 % i forhold til forrige år.



Den nye femårige takstaftale hæver passagerafgiften og sænker startafgiften, det gør det dyrere at flyve med fyldte fly. Dette brokkede også Easyjet og Norwegian sig over i denne uge.



”Det er fuldstændig urimeligt at pålægge flyselskaber med fyldte fly en afgift. Vi gav input til lufthavnen om det nye regulativ, men den lyttede ikke,” siger Tom Clausen.



Thomas Cook Airlines flyver i snit med en belægning fra København på over 95 %. I højsæsonen er den på 99 %.



Charterflyselskabet har 1.000 ansatte, heraf 400 i Danmark. Halvdelen af dets flyvninger er fra Sverige, 20 % fra Danmark, 20 % Norge og 10 % fra Finland.

Skrevet af