Smidt ud af Århus-hotel

De fire svenskere fra Gøteborg forlod Århus efter at have politianmeldt hotelledelsen for racisme. ”Vi er ikke terrorister. Den eneste forklaring må være, at vi er mørklødede,” siger en af dem til Politiken. To af svenskerne stammer fra Kap Verde, en fra Iran og den sidste fra Malawi.



”Vi havde kun været på hotellet ganske kort tid, før to politibetjente bankede på døren. De sagde, at hotellet af sikkerhedsmæssige grunde havde bedt dem tjekke os, det gjorde de og ønskede os et godt ophold,” fortæller en af svenskere og fortsætter:



”Men der gik ikke lang tid før hotellets sikkerhedsfolk samt hoteldirektøren bad os forlade hotellet. Det gjorde vi og blev uden problemer indlogeret på Cab Inn Hotel.”



Direktøren for Helnan Marselis Hotel, Martin Grønkjær Dyrholm, siger, at de fire mænd opførte sig mærkeligt.



”De bestilte værelser en halv time før de ankom, de havde ikke megen bagage og fortalte, at de skulle se fodboldkampen mandag mellem AGF og FC Barcelona uden at have billetter – og en af dem gik til vores nødudgange, selv om der står, at de ikke må benyttes. Deres optræden var sådan, at vi af sikkerhedsmæssige grunde ikke ville have dem boende – det har intet med racisme at gøre,” siger han.



Egyptisk-danske Enan Galaly, der bl.a. ejer hotellet i Århus, bakker sin direktør op og tager anmeldelsen med sindsro. ”Det skete af sikkerhedsmæssige hensyn. Jeg har selv været udsat for racisme og er ikke racist,” siger han.



Det er i øvrigt begrænset, skriver Jyllands-Posten, hvad Århus kommercielt fik ud af besøget af FC Barcelona.



Det spanske marked er stadig nyt for dansk turisme, og derfor er København stadig mest interessant for spanierne, mener marketingmanager ved VisitDenmarks afdeling for nye markeder Thomas Kastrup.

Skrevet af