Sterlings chef håber på snarlig pilotløsning

For kort tid siden sagde adm. direktør Almar Ørn Hilmarsson til Take Off, at han regner med, at striden mellem piloterne i selskabet vil være løst senest i løbet af to måneder. Det er en intern strid mellem de tidligere Maersk Air piloter og Sterlings egen stab. En uenighed, som har ført til at Statens Luftfartsvæsen har dikteret adskillelse i cockpittet. Noget, der koster selskabet store summer, og som giver masser af bøvl for piloterne med planlægningen.



I dag siger han til dagbladet Børsen: “Vi har en dialog med piloternes repræsentanter om konflikten og håber, at vi om få dage eller uger får løst problemerne. Piloterne er begyndt at kræve at komme til at flyve sammen igen. De mener ikke, der er grund til at være adskilte.”



Der er fortsat forhandlingerne om overenskomsten, som i hovedtræk menes at være på plads, men det afgørende stridsspørgsmål – nemlig om indplaceringen – er fortsat uløst.



Forleden sagde Almar Ørn Hilmarsson eftertænksomt i Politiken: “Man kan planlægge alt det man vil, og det ser godt ud på papiret. Men, når det kommer til det menneskelige element . så er det ikke alt, der kan gøres med noget, der ser fint ud på papiret.”

Skrevet af