Kendt turistambassadør fyret

En af de mest gennemsympatiske ambassadører i amerikansk turisme, 61-årige Pete Chambliss(foto),stopper med udgangen af måneden – efter over 30 år som vice- turistchef i delstaten Maryland og medlem af bestyrelsen i Capital Region USA (Maryland, Virginia og Washington DC).



Problemer med at få budgettet til at hænge sammen i Marylands turistbudget har fået delstaten til at skære i medarbejderstaben, det har bl.a. ramt Pete Chambliss.



Pete Chambliss er kendt af mange i den skandinaviske rejsebranche for hans utrættelige arbejde for at gøre Capital Region kendt i Skandinavien – Capital Region var fra 2001 til 2008 repræsenteret i Skandinavien af GSA-bureauet ved Atlantic Link. Aftalen blev – mere eller mindre klogt, opsagt sidste år. Fra 2003 til 2008 steg antallet af årlige besøgende fra Skandinavien til Capital Region fra 32.000 til 75.000.



Pete Chambliss har arbejdet intensivt med de skandinaviske Discover America-komiteer og var bl.a. i 17 år med hotel- og turistrepræsentanter fra Capital Region til den årlige norske rejsemesse samt Icelandairs årlige MidAtlantic-workshop på Island. Ligeledes har han støttet utallige studieture fra Skandinavien med besøg i bl.a. Annapolis og Baltimore.



Pete Chambliss går nu på pension og vil bl.a. hellige sig sejlerlivet på USA’s største bugt, Chesapeake Bay ved netop Capital Region… Hér venter såvel en sejlbåd som en katamaran på at han får mere tid til sin store hobby.



Der er planer om at invitere Pete Chambliss til Reiselivs- messen i Norge til januar, så der kan holdes en festlig reception for ham…





HB

Skrevet af