Bedste januar i Aalborg Lufthavn

En voksende kunde i Aalborg Lufthavn er Turkish Airlines – Star Alliance-medlemmet kommer fra april i år op på fem ugentlige fly mellem Istanbul og Aalborg og Billund.

Turkish Airlines kommer fra april op på fem ugentlige fly mellem Istanbul og Aalborg og Billund.

LUFTHAVNE: Aalborg Lufthavn kom godt fra start i det nye år og præsterer den bedste januar med over 6 pct. flere passagerer.

Aalborg Lufthavn har sat punktum for sin bedste januar nogensinde. 101.857 passagerer rejste til og fra lufthavnen i januar. I forhold til januar 2013 med 95.874 passagerer, er der tale om en stigning på 6,2 procent.

Udenrigstrafikken steg med 44,7 procent i forhold til samme måned sidste år, idet 22.476 rejste fra Aalborg Lufthavn mod 15.535 i januar 2013.

Chartertrafikken steg 3,2 procent, idet 10.492 passagerer rejste til og fra Aalborg Lufthavn i januar 2014 mod 10.170 i januar 2013.

Lufthavnsdirektør Søren Svendsen noterer bl.a., at indenrigstrafikken viser tilbagegang på 1,8 procent i forhold til samme måned sidste år. I januar 2014 rejste 68.889 til og fra Aalborg Lufthavn, mens der i januar 2013 var 70.169.