Bella Center holdt skindet på ferienæsen

feriemesse bella center 2014FERIEMESSE: Danmarks næststørste feriemesse havde i weekenden 42.072 besøgende, ca. 3.000 færre end sidste år – til gengæld meldte udstillere om mange købte eller bestilte rejser.

”Ferie og Fritid-messen er i antal besøgende Bella Centers største publikumsmagnet. Vi er super tilfredse med årets messe, og det mest positive er, at vores udstillere er rigtig glade. Ja, besøgstallet var en nedgang i forhold til sidste år, men omvendt glæder vi os over, at mange af udstillerne melder om et kanonsalg,” siger Malina Lebrecht Hye, der i år for tredje gang stod i spidsen for Bella Centers feriemesse.

Messechefen tilføjer: ”På mine to første messer havde jeg cirka 12 klager fra publikummer, i år kom der fire – alle relateret til for få udstillere fra charterbranchen.”
Ingen af de store charterarrangører i Danmark deltog i årets feriemesse – det gav til gengæld frit spil for de mindre charterrejsebureauer i Bella Center.

”Publikum på feriemessen i Bella Center er glade for den direkte kontakt og rådgivning fra rejseudstillerne. Og udstillerne siger, feriemessen i Bella Center viser, at det giver god mening at fokusere på, hvad der virker i rejsebranchen – ”branding”, gode tilbud og personlig rådgivning, det efterspørger de besøgende,” siger Malina Lebrecht Hye.

’’Vi har aldrig før delt så meget markedsføringsmateriale ud på en messe. Vi var skeptiske, da vi kom, men går herfra med en meget positiv oplevelse, hvor vi har været i god dialog med kunder og fået gode input,” siger USA Rejsers produktchef, Christian Willumsen.

Topas Travel havde også rigeligt at se til på messen: ’’Vi havde konstant kø til vores oplevelsesstand. Vi har normalt vores egen messe, men på Ferie & Fritid mødte vi både eksisterende og nye kunder,’’ siger Event Manager, Mette Lund Rørbæk.

Dette år var 32. gang med Ferie & Fritid i Bella Center – denne gang med 338 udstillere og i år med Spanien som partnerland.