Bella Centers fremtid sikret

På trods af et stort negativt bundresultat med et minus på 290 mio. kr. er Bella Centers fremtid sikret mindst fem år frem i tiden. Det siger adm. direktør Arne Bang Mikkelsen til takeoff. dk.

Byggeriet af Bella Sky Hotel blev betydeligt dyrere end forventet, og på generalforsamlingen i går blev det vedtaget at skyde ekstra 150 mio. kr. ind, fordi man valgte straks at nedskrive værdien af Bella Sky Hotel med 250 mio. kr. i lyset af den øjeblikkelige situation på ejendomsmarkedet.

Den ordinære drift af selve Bella Centret og Forum gav et overskud på 20 mio. kr.

”Selve driftsresultatet er blandt de bedste på det internationale kongresmarked, men hotelbyggeriet blev dyrere end ventet. Nu tilføres de ekstra millioner i løbet af 2. halvår. Det betyder utroligt meget, at vi kan gå en sikker fremtid i møde,” siger Arne Bang Mikkelsen.

”Nedskrivningen er et udtryk for tilstanden på ejendomsmarkedet i øjeblikket. Man kan sige, det er lidt tidligt at nedskrive for 250 mio. kr.. når vi stadig er i en indkøringsfase, men vi har besluttet at være modelkonsistente i forhold til værdiansættelsen. Så skan vi jo håbe, at vi kan opskrive værdien på et senere tidspunkt, ” siger formanden Søren Johansen til Finans-Watch.

Skrevet af Ejvind Olesen