Bella Sky bliver i næste uge Nordens største hotel

”Vi inspicerede i dag de 414 værelser i Tårn 2 (tættest på København, red). Det var meget positivt. Vi er som bebudet klar til at åbne tårnet på mandag, 1. august, måske trækker vi det til tirsdag. Men vi er klar til næste uges modemesse,” sagde hoteldirektør Anders Duelund torsdag til takeoff.dk og tilføjede:

”Siden vi åbnede midt i maj har vi haft op mod 30.000 gæster i hotellet og konferenceafdelingen. Som det ser ud nu, holder vi holder budgettet med et travlt efterår med mange store arrangementer i både Bella Center og på vores hotel.”

 

”Det var godt at dele åbningen af tårnene i to, 44.000 m2 på én gang havde været en meget stor mundfuld – når jeg tænker på hotelåbningsklassikere som fejlalarmer på brandmeldere, der ikke var kalibrerede, og hvor hver ”falsk” udrykning med brandbilerne kostede 3.700 kr. stykket,” siger Anders Duelund.

 

Bella Skys mest omtalte etage har været 17. etage i Tårn 1, kun for kvinder.
”Den har været en succes; jeg har haft opringninger fra medier verden over, bl.a. Japan, New Zealand og Canada, omtale i store modeblade, senest i Politiken og Eurowoman af de 20 værelser. Og vi kan indrette endnu en etage med kvindeværelser, hvis efterspørgslen fortsætter,” siger Anders Duelund.

 

Mellem de to hoteltårne er der på 23. etage, VIP-etagen, en gangbro. På 23. etage ligger hotellets suite på op til 80 kvadratmeter med bl.a. italienske Moroso-møbler. Prisen for suiten er op til 7.000 kr. På 23. etage er også Skybar med en fantastisk udsigt.

 

Bella Sky-hotellet er en investering på 1,6 milliarder kr. Udover de 814 værelser har hotellet bl.a. 30 konferencerum samt et stort spa-center.

 

Bella Sky Comwell snupper titlen som Nordens største hotel fra sin nabo i Ørestad, CabInn Metro med 709 værelser. Frem til 2014 har Bella Sky titlen som Nordens største hotel – så overtages den af Gothia Towers i Gøteborg, der kommer op på næsten 1.200 værelser.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten