Berømt hotel bliver lyserødt

”Vi blev spurgt, om vi ville lade facaden på vores hotel være badet i lyserødt lys i et kvarter. I den gode sags tjeneste sagde vi, at det ville hotellet være hele oktober – i den forbindelse giver vi vores gæster lyserøde sløjfer,” siger hotellets General Manager, Hanne Lassen, til takeoff.dk og tilføjer:

”En ud af ni kvinder rammes af brystkræft, og hvis d’Angleterre kan øge opmærksomheden omkring kampagnen ved deltagelse i denne event, gør vi det hjertens gerne.”

 

Det 5-stjernede hotel på Kgs. Nytorv i København får i aften kl. 20 tændt det lyserøde lys af Grevinde Alexandra.

Belysningen af hotellet er del af Estée Lauder Companies kampagne for opmærksomhed omkring brystkræft. Målet er at øge bevidstheden om brystkræft og budskabet: En tidlig diagnose kan redde liv.

Det er 11. gang, at kampagnen Global Landmark Illumination Initiative gennemføres, over 200 berømte bygninger, monumenter og vartegn verden over oplyses af lyserødt lys for at stå som symboler for håb og styrke for millioner af kvinder.

I år har kampagnens grundlægger, Evelyn Lauder, taget initiativ til at skabe ny milepæl – en plads i Guinness World Record-kategorien: "Flest landemærker oplyst på 24 timer."

Evelyn Lauder, Senior Corporate Vice President for Estée Lauder Companies, var i 1992 med til at skabe Den Lyserøde Sløjfe og starte Estée Lauder Companies’ Brest Cancer Awareness (BCA) kampagnen, som nu findes i over 70 lande, har uddelt over 110 millioner lyserøde sløjfer og millioner af informationsbrochurer, samt rejst millioner af dollars til forskning i at finde en kur for brystkræft.

Skrevet af Henrik Baumgarten