Berlin græmmer sig over forsinket storlufthavn

Den indtil videre tomme afgangshal i Berlins nye storlufthavn.

Den indtil videre tomme afgangshal i Berlins nye storlufthavn.

LUFTHAVNE: Nu er 2014 sat som muligt nyt åbningstidspunkt for Berlins nye storlufthavn. Den er foreløbig over to år forsinket.

Lufthavnen syd for Berlin opkaldes efter Vestberlins tidligere overborgmester og Vesttysklands tidligere kansler, den afdøde vinder af Nobels Fredspris, Willy Brandt.

Foreløbig er åbningen udskudt fire gange – klog af skade har myndighederne endnu ikke sat ny dato på en mulig åbning, kun indikeret at det kan blive til efteråret, men måske først næste år.

Nyhedsbureauet Associated Press skriver, at Berlins nye lufthavn er en joke i Tyskland – men det er ikke det eneste store byggeprojekt i landet, der er meget forsinket. Det er bl.a. også en ny koncerthal i Hamborg, nogle jernbanetuneler ved München og Leipzig, en s-togslinje i Køln og en undergrunds togstation i Stuttgart. Alle er de plaget af store budgetoverskridelser og forsinkelser.

Men størst er skandalen omkring Berlins nye lufthavn – den skulle oprindeligt have kostet 2 milliarder euro – nu bliver prisen mindst 4,4 mia. euro.

De tyske medier har hygget sig med at klarlægge fejl på fejl i den nye lufthavn. F.eks. har lufthavnen et så avanceret computersystem, at man ikke kan finde ud af at slukke lyset i lufthavnen i de lyse timer. Tusindvis af elpærer brænder derfor døgnet rundt i den øde hovedterminal.

Hundredvis af plantede lindetræer er blevet skåret ned, fordi der var leveret de forkerte, adskillige rulletrapper skal ombygges, fordi de leverede er for korte – og man kan ikke finde ud af, om lufthavnens 75.000 sprinklere vil sprøjte nok vand ved en brand – og det underjordiske udsugningssystem virker ikke, så røg fra en brand kan ikke suges væk.

Det har også fordyret lufthaven, at politikere er kommet med ca. 300 nye krav og ønsker til lufthavnen, efter byggeriet var gået i gang.

Et meget større problem for lufthavnen er dens kapacitet – den blev designet til at kunne klare 27 mio. passagerer om året. Men allerede sidste år havde Berlins to øvrige lufthavne 25 mio. passagerer.