Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Libanon

Sådan lydet det klare råd nu fra Udenrigsministeriet, efter at israelske kampfly torsdag morgen bombede den internationale lufthavn i Beirut samt mål i en forstad til Libanons hovedstad.



– Situationen er så usikker, at vi ikke kan andet end at fraråde folk at tage derned. Og vi fraråder alle rejser til Libanon, siger Uffe Wolffhechel, kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice, til Ritzau.



Kontorchefen vurderer, at der fast bor hen ved 400 danskere i Libanon. Men han ved ikke, hvor mange danskere, der for tiden rejser i landet. I løbet af morgenen har 80 danskere dog henvendt sig til ambassadekontoret i Beirut.



– Vi har ikke hørt fra nogen danskere, der er kommet til skade. Men vi ved, at nogle er berørt og bekymrede over situationen. I øjeblikket er det bedst, at de bliver indendøre og kontakter vores ambassadekontor. Vi ved, at nogle danskere gerne vil rejse hjem, og vi forsøger nu at hjælpe dem, siger Uffe Wolffhechel.



Flere raketter ramte torsdag landingsbanen i Beirut, og lufthavnen er nu lukket. Derfor kan der blive tale om, at danskere skal sejles ud fra hovedstadens havn til Cypern, fortæller kontorchefen i Udenrigsministeriets Borgerservice.



Han opfordrer alle danskere i Libanon til at kontakte ambassadekontoret i Beirut. Eller ringe hjem til Udenrigsministeriet i Danmark på 33 92 00 00.


Skrevet af