Billig olie giver nyt liv til gamle fly

Airlines Parked PlanesFaldet i oliepriserne har givet forlænget leasing til passagerfly, som ellers var planlagt til at blive lagt op, fortæller flere leasingselskaber.

Flyene, som for eksempel de fire-motorede Airbus A340 eller tidligere modeller af Boeing 747, der har været dømt til oplagring i ørkenen eller til ophugning, har fået forlænget livet, fordi lavere oliepriser gør dem økonomisk fordelagtige for nogle flyselskaber.

“Vi ser en betydelig efterspørgsel efter fly, som vi ellers regnede med, vi skulle hugge op”, siger Aengus Kelly, CEO for AerCap, ved en konference om fly-økonomi i Dublin.

AerCap, der er verdens største uafhængige flyleasingselskab, har på det seneste leaset ældre passager- og fragtfly af typerne Airbus A340, Boeing 747 og 757 ud, i stedet for at sende dem på pension, fortæller han.

Andre kan berette om gamle fly, der er taget ud af ’mølposerne’ for atter at komme i drift.

Flybranchen har ellers set en rekordstor bølge af selskaber, der har bestilt nye generationer af brændstofbesparende fly for at sikre sig mod dræbende høje brændstofpriser, men 50% fald i brændstofpriserne har gjort tilværelsen lettere for flyselskaber, som ikke har råd til nye flyflåder, eller må vente i mange år på at få de moderne fly

Ifølge Aengus Kelly er den potentielle levetid for nogle af de ældre fly forlænget med 3-4 år ud over de oprindeligt forventede 18-19 år.