Billige interkontinentale rejser

Gennemsnitprisen for en returbillet til en af de 10 oversøiske destinationer, der optræder i Dansk Flyprisindex, er nu under 4.500 kroner fra København og under 5.000 kroner fra Billund.

 

I midten af 2009 – for knap to år siden – var priserne på interkontinentale flybilletter de laveste nogensinde. Men nu er der noget der tyder på, at denne rekord står for fald. I hvert fald vil billetpriserne til de oversøiske

destinationer i de kommende 4 – 8 uger være på samme niveau som på det hidtidige rekordtidspunkt.

Samtidig har Københavns Lufthavn sat Hamburg Airport til vægs. Hamburg er blevet dyrere på oversøiske flyrejser end den danske hovedstadslufthavn. Det mest spektakulære tilbud i øjeblikket er Lufthansa til Johannesburg i Sydafrika. En returbillet fra København koster under 3.000 kroner med afrejse i uge 20

mod en pris på 4.500 kroner i samme afrejseuge året før. Der er således tale om et prisfald på over 34% i løbet af et år.

”Nye selskaber og nye ruter har skabt et øget udbud fra de to største danske lufthavne. Det mærker forbrugerne i stigende grad gennem billigere billetter, og det slår i øjeblikket igennem på de oversøiske destinationer,” siger adm. direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk, der udgiver Dansk Flyprisindex.

 

Billund Lufthavn kan for første gang nogensinde tilbyde oversøiske returbilletter til under 5.000 kroner i gennemsnit. Det skyldes bl.a., at lufthavnen har fået en direkte rute med Air France til Paris, så lavpriserne hos dette selskab også kan tilbydes herfra på linje med Frankfurt og Amsterdam.

 

De oversøiske destinationer i Dansk Flyprisindex er Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesburg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney og Tokyo.

Skrevet af Flemming Juul