Boeing foreslår midlertidig løsning for B787

Det udbrændte Dreamliner-batteri, som startede hele miseren.

Løsningen går ud på at omdesigne batterierne på Dreamlinerne for at minimere brandrisikoen, samtidig med, at man arbejder på en langsigtet permanent løsning.

Flyproducentens forslag om en midlertidig løsning går på at øge afstanden mellem batteriernes litium-ion-celler, at tilføje forbedrede varmesensorer og/eller udføre cellerne mere robuste. En sådan løsning skulle kunne implementeres i de 50 Boeing 787 som står grounded, samt de fly, der er under fremstilling, skriver Wall Street Journal ifølge travelreport.se.

De amerikanske og japanske luftfartsmyndigheder, som begge har arbejdet med problemerne i Dreamlineren siden januar, skal godkende de midlertidige løsninger, men ifølge Wall Street Journal er det usikkert, om de midlertidige løsninger kan godkendes, hvis ikke Boeing på forhånd finder frem til og løser hovedårsagen til problemerne.

Reuter rapporterer, at Boeing har fået tilladelse fra luftfartsmyndighederne FAA til at gennemføre en testflyvning med en Dreamliner fra Texas til Washington med minimalt personale, skriver di.se.