Boeing skruer atter op

Mens der i dag ruller 31,5 Boeing 737’ere af samlebåndet om måneden på fabrikken i Renton ved Seattle, skal tallet i andet kvartal af 2013 nå op på 38.

 

Boeing oplyste for nogle måneder siden, at flyfabrikken vil øge hastigheden på samlebåndet af sine B737 til 35  om måneden i starten af 2012 pga. øget efterspørgsel. Boeing har ordrer på over 2.000 eksemplarer af B737. De kommende 20 år forudser Boeing behov for 21.000 fly af samme type som B737.

 

Foreløbig har Boeing solgt over 5.200 eksemplarer af B737’ere Next Generation. I april sidste år modtog Norwegian Boeing 737 nr. 6.000.

 

Boeing 737 er verdens mest fremstillede passagerfly. Den første B737 blev leveret i 1967. I alt leverede Boeing næsten 2.000 B737 Classic. De nye typer af B737 Next-Generation er Boeing 737-600, -700, -800 og -900.

 

Skrevet af redaktionen