Bombetrusler mod Billund-fly

Et fly fra Ryanair med destinationen Pisa blev onsdag aften kraftigt forsinket på grund af en bombetrussel i Billund Lufthavn. Da bombetruslen kom, var flyet dog slet ikke ankommet til Billund, fordi det også havde modtaget en anden bombetrussel i Pisa, skriver berlingske.dk.

En mand ringede i flere omgange til Sydøstjyllands Politi og advarede på gebrokkent engelsk mod at lade flyet lette.
”Vi havde ham i røret flere gange, men først tredje gang han ringede, sagde han, at der var en bombe om bord,” fortæller vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.

Da politiet undersøgte sagen, viste det sig, at flyet slet ikke var ankommet til Billund endnu, fordi det også i Pisa havde været udsat for en bombetrussel, der forsinkede det markant.

”Flyet var stadig i luften efter at være blevet gennemtjekket i Italien. Derfor behøver vi kun at gennemsøge al de nye rejsendes bagage, før flyet forhåbentlig kan komme af sted med en kraftig forsinkelse,” sagde vagthavende i nat.

Enkelte passagerer valgte efter truslen at aflyse deres rejse og blive hjemme i stedet for.

Skrevet af Simon Jørgensen