Brændstofpriser skaber panik

Ryanair har besluttet sig for at beholde 20 fly på jorden næste vinter fordi der er udsigt til, at selskabets brændstofudgifter i 2008-2009 vil stige med 2,1 milliarder kr, hvilket svarer til det halve af selskabets overskud, skriver Ingeniøren ifølge epn.dk.

”Vi tjener mere på et antal fly på jorden frem for at flyve med dem”, siger Ryanairs vicedirektør, Michael Cawley, til branchemagasinedt Flight Global. Selskabet arbejder også på at få lufthavnene til at sænke deres afgifter.

American Airlines har valgt at demontere stikkontakter på toiletterne i selskabets ældre fly og afmontere de netop installerede telefoner fra ryglænene, nedtage de tilhørende kabler og fjerne hveranden af personalets affaldskurve, ligesom man har fjernet overflødige ovne i flyenes galleys for at spare vægt.

For et år siden blev det tunge sølvbestik på 1. klasse udskiftet med lettere metal og piloterners manualer af papir blev erstatttet med elektroniske manualer.

Hos nogle selskaber har man erstattet drikkeglas med plastic og der er indført flysæder af lettere materialer.

Hos Sterling vil man bruge lettere servicevogne og her siger forretningsdirektør Michael T. Hansen, at ingen detalje er for lille, hvis den kan spare brændstof.

Skrevet af web-redaktionen