Britisk krav om mere kontrol

X-ray Security Scanners-1-lStorbritannien er drivkraften bag et stigende internationalt krav om forbedret sikkerhedsarbejde i lufthavnene i de sikkerhedstruede områder – også selv om det betyder forsinkelser for de rejsende.

Det siger den britiske udenrigsminister Philip Hammond, som ønsker fokus på de områder hvor Islamisk Stat er aktiv: ”Hvis der er et forhøjet lokalt trusselsniveau, må det betyde forhøjede sikkerhedskrav”.

Meldingen kommer, efter Storbritannien har forbudt flyvning til Sharm el Sheikh efter flystyrtet i sidste uge, som anses for at være et bombeattentat.

Der er angiveligt flere problemer med sikkerheden i Sharm el Sheikhs lufthavn. Blandt andet i overvågningscentralen, hvor sikkerhedspersonale via kameraovervågning skal følge bagagehandlernes arbejde, så ingen lægger noget i kufferterne. Her er der ifølge ansatte ofte manglende personale.