Fra den 26. oktober åbner Brussels Airlines flyvning til den 16. destination på det afrikanske kontinent med fire fly om ugen til Accra, hovedstaden i Ghana.
Med Ghana tilføjer Brussels Airlines et af de vigtigste kommende afrikanske lande til sit netværk. Ghana er i fortsat økonomisk vækst på baggrund af fortsatte handelsforbindelser verden over og et stigende antal turister.
Der flyves mandag, onsdag, fredag og lørdag fra Bruxelles om morgenen og retur om aftenen. Den direkte forbindelse flyves med selskabets Airbus A330 med business og economy class.
Fra september udvider Brussels Airlines frekvensen til flere af sine vestafrikanske destinationer. Lomé (Togo) beflyves fire gange om ugen i stedet for to, mens Cotonou (Benin) og Ouagadougou (Burkina Faso) betjenes tre gange om ugen i stedet for to.
Fra vinterfartplanen bliver selskabets flyvninger til og fra Rwandas hovedstad Kigali direkte flyvninger, mens selskabet, som et led i samarbejdspolitikken i Lufthansa Groups Afrika strategi, stopper sine flyvninger til Nairobi i Kenya fra slutningen af oktober. Swiss flyver til Nairobi og Lufthansa åbner en tilsvarende rute i efteråret.