Bud på verdens fem bedste lufthavne

Münchens Lufthavn fly

Lufthavnen i München regnes som en af verdens bedste, ifølge hjemmesiden VirtualTourist.

LUFTHAVNE: Hjemmesiden VirtualTourist, ejet af amerikanske TripAdvisor, som også ejer hotels.com, giver sit bud på verdens fem bedste lufthavne. Fra Københavns Lufthavn er der direkte ruter til fire af dem.

Ingen ønsker at strande i en lufthavn, men sker det, er nogle lufthavne bestemt bedre end andre. Listen toppes af Singapore Changi International Airport, der beskrives som en rummelig lufthavn med masser af butikker, restauranter, legeområde for børn, et business center og meget mere. VirtualTourist fremhæver at Changi har svømmebassin, fitnesscenter og en udendørs have (hvor der må ryges).

Herefter følger Amsterdams Schiphol-lufthavn som roses for at være ren, lys og sit gode personale. Lufthavnen har også en lille filial af Amsterdams berømte Rijksmuseum med 20 malerier ligesom der er et lille bibliotek, gode hvileområder samt gode shopping-muligheder og spisesteder.

Münchens lufthavn tilbyder ikke kun øl fra sit eget bryggeri. Lufthavnen roses også for sin mini-golf bane, spa-muligheder samt en kunstig strand med surfing. Hertil kommer gratis kaffe og te samt gratis wi-fi i 20 minutter.

Dubai International Airport er også på listen for sine mange butikker og restauranter. VirtualTourist berømmer også lufthavnen for at have svømmebassin, lufthavnens renlighed og mange stole, hvor der kan soves.

Johannesburg Tambo International Airport i Sydafrika er eneste lufthavn på listen uden direkte rute fra København.

Den roses af VirtualTourist for sin store pladser, venlige personale og renlighed. Hertil kommer gode restauranter, boghandlere og lounger.