Måske snart nye attraktioner på Galapagos

Efter 30 års venten ser det ud til at verdens mest berømte skildpadde, »Lonesome George«, endelig skal være far og give sine gener videre til endnu en generation. Det skriver Berlingske Tidende.



Seks æg, der ser sunde ud, er blevet fundet i den indhegnede gård, hvor den omkring 80-år gamle skildpadde går sammen med sine kvindelige artsfæller.



Tre af æggene er lagt i en rugemaskine, og nu er det bare at vente omkring fire måneder, før man kan vide, om de bærer Georges afkom.



»Selv om disse tre æg er frugtbare, og de små skildpadder overlever, vil det tage adskillige generationer, før det kan tænkes, at man har en race-ren Pinta… endda århundreder,« mener en talsmand fra Galapagos’ nationalpark.



George, der af videnskabsfolk regnes for den sidste af sin art af Galapagos Pinta skildpadden, har i 36 år boet i fangenskab, men har aldrig vist interesse for at reproducere sig, på trods af at han fik følgeskab af to kvindelige artsfæller.



Efter at have prøvet alt fra kunstig befrugtning til at lade George betragte yngre skildpadder parre sig, mistede hans dyrepassere næsten håbet.

I alderen mellem 60 og 90 år skulle George ellers være på toppen af sin seksualitet og være i stand til at reproducere sig selv.

Skrevet af