Erhvervsturister kræver værdi for pengene

Efterspørgslen på nye eksotiske møde- og konferencesteder er stor, kravet er høj kvalitet og professionalisme. Det understregede adm. direktør for Hemingways, Henrik Lewis-Guttermann, da han forleden i Nuuk på et kampagnemøde for partnerne i MICE-samarbejdet, holdt oplæg om MICE-turismen.

MICE er en forkortelse for: Meetings, Incentives, Conferences & Events/Exhibitions – altså erhvervsturisme.



”MICE-gæster må ikke forveksles med ”almindelige turister” – rejsens formål er ikke at besøge Grønland, men at deltage i et møde eller en konference. Erhvervsturisten har ikke nødvendigvis en drøm om at besøge Grønland, de er travle, ofte meget berejste og forvænte. Der skal meget til at imponere dem. Til gengæld er potentialet stort, fordi Grønland kan tilbyde anderledes og eksotiske omgivelser og oplevelser, hvor hverdagen kommer på afstand,” sagde Henrik Lewis-Guttermann.

Det delvis Profil Rejser-ejede Hemingway’s har specialiseret sig i erhvervsarrangementer over hele kloden.



Lewis-Guttermann vurderer, at logistikken er største problem for Grønland. Desuden mener han, at landet kæmper med et højt prisniveau og et imageproblem, hvad kvalitet og professionalisme angår.



”Gæsterne er parate til at betale, de skal bare have sikkerhed for ”value for money.” Det stiller store krav til kreativitet i udbud af oplevelser og ønsker, tæt personlig kontakt med kunden, korte svartider og professionalisme og pålidelighed hele vejen igennem,” sagde han.

Skrevet af