Stadig flere flyver mellem København og Østeuropa

Landene i Østeuropa er i stigende grad et marked for Københavns Lufthavn. I takt med de østeuropæiske landes optagelse og integration i EU vokser behovet for at flyve, og det giver vækst i antallet af passagerer og et øget potentiale for nye ruter fra København.



Trafikken fra København til Østeuropa har været stigende i de seneste år, og væksten fortsætter, oplyser lufthavnen.

I de første ni måneder af 2006 var der 1.246.000 passagerer på ruterne til Østeuropa – 17 % flere end i samme periode sidste år.



“Vi forventer fortsat vækst i antallet af ruter og passagerer til Østeuropa og taler med flere flyselskaber om nye destinationer, der vil styrke Københavns position som knudepunkt for flytrafik til og fra Østeuropa,” siger Corinna Lundbæk Pedersen, chef for Airline Relations i Københavns Lufthavn.



Fra Københavns Lufthavn er der i dag forbindelse til over 20 destinationer i Østeuropa, og ikke mindst for de baltiske lande er København et vigtigt knudepunkt. Ruterne mellem København og Letland, Estland og Litauen har i år haft en vækst i passagertallet på 31 %.



I årets første ni måneder fløj 1,2 mio. passagerer mellem København og Østeuropa. Største område var de tre baltiske lande med 389.000 passagerer fulgt af Polen med 235.000, oplyser lufthavnen.

Skrevet af