Topchef forlader stort dansk rejsebureau

Efter en halv snes år hos Hannibal & Marco Polo stopper produktions- og marketingsdirektør for Hannibal & Marco Polo og MyPlanet, Kirsten Aagaard (foto) i dag, oplyser adm. direktør for de to store leisurebureauer, René Andersen, til Take Off.



”Kirsten Aagaard har gjort det fremragende og vi har haft et rigtig godt og frugtbart samarbejde – men vi er også nået til den erkendelse, at vore kræfter ikke passer sammen i den nye fælles organisation for de to bureauer,” siger René Andersen og tilføjer:



”Kirsten er fagligt super dygtig, men ændringen af vor organisation gav hende mere strategisk og organisatorisk arbejde – og det har begge parter efterfølgende kunne se ikke var nogen optimal løsning. Derfor har vi aftalt, at Kirsten fratræder fra i dag, hvilket vi også har meddelt medarbejderne i dag. Vi stopper samarbejdet uden drama og skilles som venner.”



Der bliver ikke i første omgang udnævnt nogen ny produktions- og marketingsdirektør som afløsning for Kirsten Aagaard.



Da Hannibal & Marco Polo og MyPlanet før jul udnævnte sine nye fælles direktion var Kirsten Aagaard et af dens fem medlemmer. Udover hende, som eneste kvinde, består direktionen af adm. direktør René Andersen, IT & e-Commerce direktør Adam Svendsen, kommerciel direktør Anders Martin Larsen og økonomidirektør Ejvind Groth.





HB


Skrevet af