Dansk rejsebureau skifter atter ejer

Sne & Snö overtog Valluga pr. 1 juni, men udsendte først i weekenden pressemeddelelse om overtagelsen, altså over en måned efter opkøbet.



Med opkøbet bliver Sne & Snö ifølge egne oplysninger markedsledere inden for luksusskirejser fra Danmark.



Ifølge Sne & Snö Ski overtager man bl.a. Vallugas kundekartotek på cirka 15.000 private og virksomheder og hotelkontrakter i østrigske Sankt Anton.



”Med overtagelsen af Valluga får vi samtidig den godwill i Sankt Anton og hos samarbejdspartnere, som Valluga har oparbejdet de sidste 30 år”, siger Glenn Retz, direktør hos Sne & Snö Ski Rejser.



Sne & Snö, der sender sine skigæster til de franske, østrigske og italienske alper, blev etableret i 1992 og rundede i 2005 en omsætning på 25 millioner kr. Glenn Retz forventer en stor vækst de kommende år:



”De kortere skiferier på 3-4 dage, som vi har specialiseret os i, trækker mange til. Vi er hele tiden på udkig efter at overtage specialiserede skirejsebureauer med et unikt produkt i form af specielle destinationer, hvor de store rejsebureauer ikke kan konkurrere.”



Der sælges årligt cirka 500.000 skirejser i Danmark og er ca. 20 danske skirejseselskaber, oplyser Sne & Snö.



I 2004 blev Valluga købt af bl.a. Spies Rejsers tidligere direktør, Rikki Sølling, samt tidligere bureauchef for MyTravel på Rådhuspladsen i København, Steen Ravnborg.

Sælger var Jens Ive, som havde stået for Valluga de seneste 11 år, og som dengang sagde: “Steen og Rikki’s engagement, erfaring og friske nye ideer gør dem til de rette arvtagere.”



HB

Skrevet af