Udenrigsministeriet fraråder fortsat rejser til Burma

Den politiske situation i Burma er fortsat ustabil, og ministeriet udelukker ikke en genopblussen af urolighederne, som det sås i september og oktober. De burmesiske myndigheder har anvendt vold, skydevåben og tåregas mod demonstrationer, og flere er blevet såret eller dræbt.



I en netop udsendt opdateret rejsevejledning for Burma, skriver ministeriet, at danskere i Burma anbefales at udvise stor agtpågivenhed, herunder at undgå steder, hvor større menneskemængder samles.



Rejsende bør holde sig løbende orienteret om sikkerhedssituationen, herunder eventuelle udgangsforbud, da man risikerer strenge straffe for at overtræde sådanne forbud.

Ytringsfriheden er stærkt begrænset i Burma, og der kan idømmes strenge straffe for blandt andet politisk virksomhed. Danskere rådes til at undlade at fotografere eller filme militær, politi og demonstrationer, eftersom sådanne handlinger vil kunne straffes, hedder det fra ministeriet.



Til slut minder Udenrigsministeriet om, at EU i oktober 1998 udtrykte sin støtte til oppositionslederen, modtageren af Nobels fredspris, Aung San Suu Kyi, i det uhensigtsmæssige i, at turister besøger landet så længe militærjuntaen er ved magten.

Udenrigsministeriet opfordrede dengang danske rejsebureauer til at undlade at udbyde eller arrangere rejser til Burma. Denne anbefaling har været gældende lige siden, understreger ministeriet.

Skrevet af