Monaco på jagt efter almindelige turister

”Monaco vil gerne have almindelige turister. Monaco har så meget at tilbyde både indenfor natur, hoteller, mad og udstillinger. De fire- og femstjernede hoteller Monaco har nu dækker kapaciteten for rige turister. Derfor går Monaco nu i gang med at ændre sit image, bl.a. ved at få flere trestjernede hoteller. Desuden håber jeg på en stor reklamekampagne om Monaco næste forår.”
Vagn Jespersen, generalkonsul, Monaco, har gjort Monaco kendt i Danmark, og Monaco bliver endnu mere kendt, når den nye fyrst Albert krones 19. november. Men det kniber med at få danske turister til at bo i den lille stat ved Middelhavet med 32.000 indbyggere.. Kun omkring 2.000 danskere besøgte sidste år Monaco og boede på hotel, i gennemsnit tre nætter. Der er ingen direkte forbindelse til Monaco fra Danmark, men flytransport til Nice og derefter transfer eller udflugt. Der er heller ingen rejsebureauer som har Monaco som direkte rejsemål. Ving forsøgte er år, men opgav. Turisme tegner sig for 6,3 procent af indtægterne i fyrstedømmet. Det skal ændres. Monaco har 17 hoteller og 2.873 værelser, hvoraf 75 procent er deluxe, fire- eller femstjernede hoteller. Desuden har Monaco et antal to stjernede familiehoteller, og i 2007 åbner et trestjernet Novotel med 232 værelser. I 2008 kommer også et vandrehjem. Et nyt kongrescenter Grimaldi Forum med plads til små 3.000 deltagere, skal vise vejen for MICE industrien. Årligt besøges Monaco af fem mio. dagturister. Målet er, at de gerne skulle blive lidt længere.

Skrevet af