Sterlings nye topledelse

Stillingen som finansdirektør er fortsat ubesat, men i spidsen bliver som allerede meddelt Sterlings 32-årige adm. direktør, islandske Almar Örn Hilmarsson. I en pressemeddelelse siger han bl.a.:



”Den nye ledelse har mere ansvar på færre hænder i større funktioner. Det vil sikre større handlekraft og dermed muligheden for at træffe hurtigere beslutninger i det ny Sterling. Det er afgørende i det konkurrenceprægede marked, vi opererer i.”



Almar Örn Hilmarsson blev adm. direktør, da det islandske investeringsselskab Fons Eignarhaldsfelag tidligere på året købte Sterling. Fons ejer også lavprisselskabet Iceland Express.



I forhold til rejsebranchen er det mest kendte ansigt i ledergruppen 38-årige Stefan Vilner, siden oktober 2001 kommerciel direktør i Sterling. I det nye Sterling bliver han vicepræsident med ansvar for salg og marketing.



64-årige Knud K. Pedersen bliver Chief Operational Officer med ansvar for drift, herunder flight operations og teknisk drift. Knud K. Pedersen er eneste veteran i Sterlings topledelse – han har været i Sterling siden 1967, senest som Teknisk Direktør.



Den 32-årige jurist Niels Brix er ny i Sterling. Med titel af vicepræsident får han medarbejdere, kommunikation og det juridiske som ansvarsområde. Niels Brix har tidligere arbejdet som advokat og personalechef.



Også 32-årige Michael T. Hansen bliver vicepræsident med ansvar for forsat vækst i forretningsudvikling samt IT. Michael T. Hansen kom til Sterling i 1997.



38-årige Brian Jørgensen har været i Sterling siden 2001 som Chief Controller. I det nye selskab vil han med titel af vicepræsident lede en stabsfunktion som varetager økonomisk ”controlling.”

Skrevet af