Kommentaren/Spidsen

Ambitiøse erhvervsfolk på Randers-egnen har fået lokalpolitisk opbakning til at bygge endnu en lufthavn med internationale ambitioner.



Det er den nuværende Randers Flyveplads, der skal udbygges med det formål at overtage både erhvervs- og turisttrafikken i VestDanmark.



Heldigvis ser det ud til, at miljømyndighederne vil skyde projektet ned, inden der bruges flere kræfter på dette luftkastel.



VestDanmark savner ikke lufthavne, men flyforbindelser og et ordentligt samspil mellem de eksisterende. Århus, Billund, Esbjerg, Karup, Ålborg og Sønderborg – og Odense – har kapacitet til at håndtere mange passagerer, ruter og selskaber. I forvejen er økonomien for lufthavnene skrøbelig. Påføre dem – måske endda med offentlige midler – en betydelig konkurrence kunne betyde, at fundamentet under dem skred.



Flytrafikken i Jylland er en vigtig del af landsdelens konkurrencekraft. Infrastruktur, der fungerer, er en af forudsætningerne for udvikling af samhandel og turisme. Når Danmark trækkes skævt, er den eneste mulighed for at trække den anden vej, at politikere og erhvervsfolk viser sammenhold og finder fælles fodslag.



De eksisterende lufthavne burde i stedet finde sammen i et fællesskab. Skabe en ny virksomhed, der rummede dem alle, og som var blottet for politiske undertoner og med bestyrelsesmedlemmer, der blev hentet blandt aktive erhvervsfolk med indsigt i flytrafik. Og ikke blandt folkevalgte, der skal varetage lokalpatriotiske interesser.



Jyske Lufthavne A/S ville kunne bidrage aktivt til erhvervsudviklingen for hele regionen. Virksomheden ville også kunne lægge arm med de to store europæiske superlufthavne København og Hamburg med Jylland placeret midt imellem. Lad den debat komme til udfoldelse – og skrinlæg Randers-projektet. Det er ikke, hvad jysk erhvervsliv set over en bred kam har brug for.

Skrevet af