Turisme som turisterne ønsker det

Til august deltager 5.000 turister i en undersøgelse, der skal skabe ny viden om, hvordan turisterne både forbruger og producerer oplevelser under deres ferier. De 14 byers turismeorganisationer vil finde frem til, hvilke typer oplevelser, turisterne er på udkig efter, og hvordan de ønsker at opleve byerne. Formålet er at inspirere til nytænkning i turismeerhvervet – med udgangspunkt i turisternes behov, ønsker og motivation. 

”I forhold til traditionelle turismeanalyser vil denne undersøgelse kortlægge turisternes motivation, ønsker, behov og egne tilgange til det at være turist på en ny måde. Ved at tage udgangspunkt i turistens oplevelser er målet at inspirere til brugerdreven innovation”, siger projektleder Ole Kjær Mansfeldt, Wonderful Copenhagen.

Overskriften ’oplevelsesdesign’ antyder, at det stadig kan lade sig gøre at designe og udvikle turistoplevelser fra turisterhvervets side – men at turisterne i højere grad selv vil være med til at designe oplevelserne.

”Vi glæder os til at se resultaterne. En ting er, at vi får en ny måde at forstå vores turister på og med det kan målrette vores markedsføring og kommunikation. En anden er, at vi kan sammenligne resultaterne med vores partnere i 13 andre nordiske og baltiske byer”, siger Mansfeldt.
     
Projektet er udviklet og ledet af Wonderful Copenhagen med deltagelse af turismeorganisationerne i Århus, Malmö, Uppsala, Stockholm, Bergen, Oslo, Turku, Tampere, Helsingfors, Reykjavik, Tallinn, Riga og Vilnius. Projektet er finansieret af Nordisk Innovations Center under Nordisk Ministerråd. Det danske analysefirma Catinét A/S indsamler i samarbejde med partnere de 5.000 interviews i de 14 byer.

Skrevet af