Endnu en ny topchef til Sterling

Sterling har ansat Karna Gupta som ny Director of Revenue Management. Han bliver ansvarlig for Sterlings prispolitik i nitten europæiske lande.



Karna Gupta kommer fra stilling som Yield Manager hos biludlejningsselskabet Avis med ansvar for de europæiske markeder, hvor han de seneste tre år bl.a. har arbejdet med at definere revenue management-strategier, analyser og implementering af nye systemer.



Tidligere var Karna Gupta Revenue Manager i Easyjet i over to år, og inden da var han hos British Airways’ lavprisselskab Go – som senere blev overtaget af Easyjet.



Karna Gupta overtager hos Sterling efter Snorri Pétur Eggertsson, der flytter tilbage til Island af familiære årsager.



Karna Gupta har en kandidatgrad i miljøteknologi, miljøanalyse og vurdering fra Imperial College London og flytter nu til København.



Sterling oplyser ikke nationalitet på Karna Gupta og har heller ikke offentliggjort billede af den nye direktør.



I sidste uge udnævnte Sterling Cand. Merc. Christian Gormsen som ny Chief Operating Officer, chef for Sterlings operationelle aktiviteter, fly, besætning og vedligeholdelse.



Og i forrige uge fik Sterling ny adm. direktør i 35-årige amerikanske Reza Taleghani – som efterfulgte islandske Almar Örn Hilmarsson.

Skrevet af