Lufthansa overrasker med milliardoverskud

I årets første seks måneder forøgede Lufthansa sit driftsresultat 220 millioner euro sammenlignet med første halvår af 2004.

Lufthansa har derfor opjusteret forventningerne til årsresultatet og forventer nu et driftsoverskud for 2005 på over 400 millioner euro, ca. tre milliarder kr.



Forklaringen på det flotte resultat skyldes øget salg og en højere yield (indtjening pr. passagerkilometer). Andre faktorer er fortsat streng omkostningsdisciplin og fordelagtig prissikring på brændstof.



”Vi arbejder os kun fremad ved at overbevise vores kunder om kvaliteten af vores produkter og services: Vores mål er at blive hurtigere, bedre og mere personlige,” sagde koncernchef Mayrhuber – som påpegede fortsatte vanskeligheder for luftfarten:



“Trods det gode resultat står vi over for massive udfordringer. Fortsat voksende oliepriser, overkapacitet og presset på yielden samt et marked uden lige vilkår for alle operatører kræver stor årvågenhed.”



I årets seks første måneder opnåede Lufthansa Gruppen en omsætning på 8,5 mia. euro, en stigning på 2,4% i forhold til sidste år.



Koncernens brændstofomkostninger steg 327 millioner euro (42%) og nåede et rekordhøjt niveau på 1,1 mia. euro. Uden prissikring ville brændstofregningen have været 111 millioner euro højere.

Skrevet af