Dansk hotelkæde åbner i Frankrig

Sådan cirka mellem den italienske grænse og Monaco ligger den franske badeby Menton.



I Menton har ægteparret bag de tre Guldsmed-hoteller i København, Sandra og Marc Plesner Weinert, nu overtaget et lille hotel, som i denne tid omdannes efter den særlige stil, der kendetegner parrets hoteller med eg- og bambusmøbler fra Bali, persiske tæpper og farverige mexicanske tallerkner, kopper osv…



Guldsmedens stil er så unik, at det indflydelsesrige rejsemagasin Condé Nast Traveller i år placerede deres nyeste hotel, det 129-værelser store, 4-stjernede Axel i København, på magasinets 2008-liste over de 65 mest stilfulde, innovative og luksuriøse hoteller i verden – med Axel som det eneste i Skandinavien.



Axel har i år åbnet egen spa med sauna, dampbad, jacuzzi, varmegrotte osv.



Sandra Plesner Weinert (foto) siger til Take Off:



”Vi har længe kigget efter et sted i Sydfrankrig. Og med bygningen ved gågaden i Menton – et par hundrede meter fra Middelhavet – fandt vi det rigtige. Der bliver syv soveværelser med 12 senge, jacuzzi, spisekøkken, opholdsstuer osv. I alt 3.000 m2, som vi forventer klar til november.”



Der er morgenmad og let rengøring med i prisen. Der er ingen grund til egen restaurant, for byen har mange restauranter. Eller gæsterne kan fx tage til Monaco, ti minutters kørsel væk.



Hotellet kommer til at hedde Villa Libelulle – ”guldsmed” (altså insektet, red) på fransk. Sandra og Marc Plesner Weinerts første hotel var i Århus’ Guldsmedegade… Det hotel blev dog frasolgt tidligere i år.



Der er mere om konferencehotellet i det sydfranske på hjemmesiden: hotelguldsmeden.com/menton





HB


Skrevet af