Campingchef redder liv

Ole Eskling.

Ole Eskling.

TURISME: En belgisk gæst faldt om med hjertestop i receptionen på Camping Møns Klint. Heldigvis var det i receptionens åbningstid, så lejrchefen kunne give førstehjælp med det samme, hvilket reddede gæsten liv.

Kurser i brand- og førstehjælp har været krav hos Campingrådet i 20 år. Ole Eskling, lejrchef på Camping Møns Klint, har været på Campingrådets kurser i brand- og førstehjælp 9-10 gange og er sikker på, at det var en afgørende faktor.

Imens Ole Eskling gav livreddende førstehjælp til den belgiske gæst, ringede personalet til alarmcentralen, der sendte bud efter læge, ambulance og helikopter.

Ole Eskling mener, at der er en høj signalværdi i, at man over for sine gæster viser, at man tager ansvar. Camping Møns Klints personale har f.eks. alle været igennem et introduktionskursus til den nye hjertestarter.

”Det er nødvendigt, at vi har hjertestartere på campingpladserne, der hænger, så vores gæster kan få fat på dem, selv uden for normal åbningstid. Men det vigtigste er ikke selve hjertestarteren, det vigtigste er, at man ved, hvordan man kan give livreddende førstehjælp,” siger campingchefen.

Ole Eskling erkender, at hjertestarteren er en stor udgift, men pengene er godt givet ud, hvis man kan redde sine gæsters liv.