Campingrådet vil gerne have en turistminister

Danmark-strand-fisker.JPGTURISME: Dansk Folkeparti og Venstre ønsker et selvstændigt turistministerium. Det vil være en god ide, da det for alvor vil sætte turismen på den politiske dagsorden, og det er der brug for, lyder det fra Campingrådet.

Dansk Folkeparti og Venstre er enige om, at der er et stort potentiale i dansk turisme, som i dag ikke udnyttes eller udnyttes for dårligt. Det betyder, at mange dele af dansk turisme har alt for dårlig økonomi og nedlægger arbejdspladser frem for at skabe nye arbejdspladser.

Det samme gælder for indtjening af valuta. Det er en dårlig forretning for Danmarks økonomi, når for få holder ferie i Danmark, lyder det fra Campingrådet.

Formand for Campingrådet, Preben T. Christensen, siger: ”Det vil være en god ide med et turistministerium. Vi mangler i den grad, at der for alvor bliver sat fokus på dansk turismes virkelige problemer med de alt for høje priser, som skyldes vores skatter, energiafgifter og moms. Vi kan se, at selvom vi lige nu har mange gæster i det gode vejr, så har vi alt for få udenlandske gæster, og det skyldes, at de fravælger os pga. vores høje priser.”